Generationsskifte: Hvor blev døtrene af?
Der er en ting, der undrer mig! Hvor blev døtrene af? Alle de friske, modige og begavede kvinder, der i de seneste 40-50 år er født og opvokset på landet. Døtrene af driftige, danske landmænd.
I landbrugskredse er der stor fokus på, at gennemsnitsalderen i erhvervet er høj. At der i de kommende år bliver behov for at ejerskifte mange af de danske landbrugsbedrifter. Jeg møder dem også i mit arbejde - de landmænd og deres ægtefæller, som bekymrede grubler over, hvem der skal overtage deres landbrug, når de en dag ikke selv kan drifte videre. Hvordan kan de komme godt ud af erhvervet?
Er der mon nogen derude, som kan og vil overtage deres bedrift, som den er? Kan de finde en ”ung mand”, som gerne vil i gang selv? Eller skal de vente lidt endnu og satse på at sælge jorden – måske hele bedriften - til en nabo, som kan lægge den ind under sin større bedrift? Ofte slutter de overvejelserne af med klichéen: ”For der er jo ingen af vores egne børn, der er interesserede i landbrug.”
Men gad vide hvorfor det ikke interesserer dem?
Opfordrer eller fraråder du dine børn til at drive landbrug?
Jeg har mødt en del landmænd, som direkte – eller indirekte, har frarådet deres egne børn at gå ind i erhvervet. Det undrer mig! For hvordan kan nogen på forhånd vide, hvad der er et godt valg for ens børn?
Er det et udtryk for en reaktion imod, at forældregenerationen på landet ikke selv havde et valg om, hvad de ville være? Dengang gjorde de det, der var forventeligt - som ung mand overtog man gården! Og som ung kvinde skulle man helst finde en mand og måske supplere det med en uddannelse til lærer eller sygeplejerske.
Handler det måske om, at nogle af de landmænd i virkeligheden ikke har været så glade for den livsbane de selv fik? At de havde drømme og forhåbninger om en anden tilværelse end den som var dem forudbestemt?
Det er bare mine egne gisninger. Gisninger, der kommer af en undren. For hvorfor får nogen så tydeligt signaleret til deres børn, at ”det her skal I holde jer langt fra!”
Værn om drømme og lyst!
Jeg har mødt flere kvinder, der fortæller at de allerede som barn gav udtryk for, at ”når jeg bliver stor, vil jeg være landmand.” Men de voksede op i en tid, hvor adgangen til skolegang var betydelig bedre end det deres forældre havde haft mulighed for.
Så hvad blev de fortalt, da de var små? Hvordan var den kulturelle fortælling om karrierevejen som landmand? Hvilke fortællinger blev deres drøm mødt med? At det nok var bedre at vælge en anden vej, når man var pige? ”Du har jo evnerne til at gå i skole - du skal da i gymnasiet. Tænk – den mulighed havde jeg ikke da jeg var ung.” Det er blot én af mange fortællinger jeg møder i mine samtaler med familierne i landbruget i dag. Man kan spørge sig selv, om de døtre føler sig mødt i deres drømme?
Jeg møder naturligvis også de unge mænd som, siden de var helt små, har vidst, at de ville være landmænd. De sørger for at uddanne sig godt og har både passionen og deres forældres fulde opbakning med sig. En mindre gruppe er de unge mænd, som troede, at de ville noget andet, men da tiden bød sig, fik de lyst til at overtage gården og drive landbruget videre. For begge grupper er lysten det stærkeste incitament.
Ejerledergener går i arv! Mon ikke nogen døtre også er født med dem?
Hvorfor mangler der i dag unge, som kan og vil overtage landbrugene?
I dag sukker landbruget efter den generation, der skal overtage de mange landbrug, når de skal generationsskiftes. Det er interessant at filosofere lidt over, hvordan landbrugserhvervet mon havde udviklet sig, hvis en langt større del af døtrene havde overtaget driften af landbrugene.
Hvordan ville disse kvindelige ejerledere mon have valgt at udvikle dansk landbrug?
Og gad vide hvordan de danske andelsselskaber, de danske landbo- og familielandbrugsforeninger eller for den sagsskyld rådgivningsselskaber havde udviklet sig, hvis en større del af de folkevalgte, havde været kvinder? Vel at mærke kvinder, som på lige fod med deres mandlige kollegaer ejede og drev deres egen landbrugsvirksomhed.
Hvad sagde du til dine døtre?
Hvad har du direkte eller indirekte signaleret til dine egne døtre i forhold til muligheden for at drive landbrug? Har du opfordret dem til at blive virksomhedens næste generation? Eller har du og andre i familien måske i højere grad signaleret, at ”det der med at drive landbrug, det er hårdt arbejde, så det er nok ikke noget for en pige?”
Mange af de landmændsdøtre jeg møder, har taget gode uddannelser – både uddannelser, der ikke har noget med landbrug at gøre, men mange har også taget uddannelser, der relaterer sig til landbruget. De føler sig nok ikke som sådan forbigået, de lever formentlige gode og sunde tilværelser, som de er glade for.
Men det er ikke deres følelser, der er det væsentligste her. Det tankevækkende og bekymrende er den mangfoldighed af kompetencer og perspektiver, som landbruget er gået glip af ved at gelejde pigerne ud på et andet spor.